Tema

Fundraising

Uden penge – ingen aktiviteter. Fundraising er en kerneopgave i de fleste foreninger og frivillige fællesskaber. Det er en bred disciplin, som kræver, at I både er gode til at få ideer, har overblik over relevante puljer og fonde, kan skrive gode ansøgninger og ikke mindst tænke i alternative veje til at skaffe penge og udstyr til jeres aktiviteter. I dette tema har vi samlet viden, guider og redskaber, der kan give jer inspiration til, hvordan I kan tilrettelægge arbejdet med fundraising hos jer.

Skaf penge med effektiv og systematisk fundraising

Fundraising er, når foreninger, frivillige organisationer og frivillige fællesskaber arbejder for at skaffe penge eller ressourcer til fx drift, aktiviteter, projekter og initiativer.

Fundraising handler om at planlægge, hvordan I på både kort og langt sigt rejser midler, der sikrer, at I har et økonomisk fundament til at forfølge jeres ideer, formål og indsats. Det sker fx ved at ansøge puljer og fonde, søge sponsorater, bede om donationer, samle ind, sælge varer eller indgå samarbejde med fx en lokal virksomhed. Fundraising er derfor en bred disciplin, som  kræver mange forskellige kompetencer.

Når fundraising lykkes, er det fordi I har fundet et stærkt match mellem jeres aktivitet, forening eller projekt og den donor, som I søger penge hos. I har formået at overbevise dem om, at giver de lige præcis jer pengene, så kan I gøre en forskel.

Der er stor konkurrence om midler og både offentlige puljer og private fonde får mange ansøgninger og henvendelser. Derfor er fundraising også en opgave, som kræver systematik.

Allerede når I begynder at overveje at gå i gang med fundraising, går planlægningen i gang. Hvordan finder I den rette fond? Skal I stifte en forening for at kunne søge? Hvad skal der stå i ansøgningen? Og hvordan vil I gøre det tydeligt, at pengene havner både trygt og godt hos jer?

8 tips og råd, når I går i gang med fundraising

1

Hvor skal pengene komme fra?

Afklar hvor mange penge I skal bruge og hvor de skal komme fra: En kommunal pulje som fx §18? En privat fond? Donationer, crowdfunding, salg af varer eller en indsamling? Der er mange muligheder.

2

Beskriv jeres ide eller projekt og jer selv

Beskriv jeres ide, projekt eller indsats så tydeligt, at enhver kan forstå, at I bliver i stand til at gøre en forskel, hvis I får pengene. Beskriv fx målgruppe, aktiviteter eller effekt og hvad formålet med jeres ide eller projekt. Forklar hvorfor netop I, er de rette til at drive projektet, og hvordan I vil gøre det. På den måde bliver det tydeligt, at pengene lander sikkert hos jer, og at I holder, hvad I lover.

3

Få styr på økonomien

Læg et budget, hvor I tydeliggør jeres udgifter til aktiviteter, udstyr og løn. Vedlæg dokumentation for større udgifter til fx et tilbud eller et hjemmesidelink til en forhandler. Læg også finansieringsplan, hvor I kan vise, at I har tænkt over, hvordan I skaffer alle midlerne til projektet. Indskriv jeres egenfinansiering. Det er ikke nødvendigvis kun penge, men kan også være de frivillige timer, I lægger, eller lokaler I stiller til rådighed.

4

Nedsæt en arbejdsgruppe

Sammensæt en arbejdsgruppe på 3-5 personer, så er det mere sandsynligt, at I har alle relevante kompetencer repræsenteret. Læg en plan for jeres samarbejde, så I har overblik over, fx hvilke fonde og puljer I søger, en crowdfunding eller en online indsamling. Så alle i arbejdsgruppen ved, hvornår der er deadline og hvor langt I er i arbejdet.

5

Match med den rigtige donor

Både offentlige puljer og private fonde har et formål med at uddele penge. Der skal være et godt match imellem jeres og deres formål. I skal derfor undersøge, hvilke puljer og fonde der findes, og hvilke der passer lige netop til jer. Læs fondets fundats (svarer til en forenings vedtægter) for at finde deres formål. Ring evt. for at afklare, om I matcher dem.

6

Skriv en god ansøgning

Udfyld et evt. ansøgningsskema så præcist, som muligt. Få en udenforstående til at læse jeres ansøgning igennem, før I sender den, så I er sikre på, at den er nem at forstå for andre. En god ansøgning kommer ikke i første hug – det tager ofte mange gennemskrivninger, før I er helt tilfredse. Det samme gælder en god tekst til en crowdfunding eller indsamling.

7

Lær af jeres arbejde

Hvis I får afslag fra en pulje eller fond, så vil der typisk være en begrundelse. Sæt jer ind i hvorfor I fik afslag, og tal om, hvad I kan lære af processen. Der er ingen grund til at sende en ansøgning til fonden igen, hvis det er fordi jeres formål ikke matcher deres. Omvendt kan I måske søge igen, hvis det handler om, at jeres ansøgning ikke i tilstrækkelig grad besvarede deres spørgsmål.

8

Følg op

Få overblik over krav til afrapportering, når I får pengene. I skal ofte sende fx et projektregnskab eller måske en evaluering af jeres aktivitet eller projekt. I kan også blive mødt med krav om markedsføring fx at I lægger fondens logo på jeres hjemmeside. Der er typisk ikke så mange krav, hvis I har søger penge hos en mindre fond, crowdfunder eller indgået et erhvervssamarbejde. Sørg alligevel for at følge op. Det kan styrke jeres muligheder for at få penge ad denne vej næste gang.

Læs mere i guiden Fundraising i foreninger og frivillige organisationer

Inspiration og redskaber til en bedre ansøgning

Kortlæg jeres netværk eller crowd med netværksmetoden

Netværksøvelse

Netværksmetoden er velegnet til at give jer et overblik over jeres netværk eller crowd, når I i forbindelse med fx en indsamling, kampagne eller crowdfunding skal aktivere jeres netværk. Metoden kan også bruges til at kortlægge jeres sponsornetværk.

Det skal I gøre:

  • Tegn alle jeres tætte relationer på et papir
  • Tegn dernæst alle jeres relationer, som ikke er så tætte, men som I stadig har kendskab til
  • Se på papiret. Er der nogen i jeres netværk, som er oplagte at kontakte?
  • Har I kontakter, som kender relevante donorer eller sponsorer, og som kan opfordre til at støtte jer?
  • Aftal hvem hos jer, der skal kontakte dem I har udpeget som relevante i jeres netværk.
Video: De 3 vigtigste opmærksomhedspunkter i fundraising

Fundraising

Hvordan griber I det an, når I har en ide til en aktivitet, som I gerne vil søge penge til? 

I denne korte video præsenterer CFSA's rådgiver og konsulent Mette Wang de tre vigtigste overvejelser, I skal gør jer, og det I skal have på plads, før I går i gang med at skrive en ansøgning.

Oplæg: Mette Wang 
Interview: Suzette Frovin
Film og klip: Flemming Helsted Juul

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Få råd og sparring til opgaver med fundraising

På Center for Frivilligt Socialt Arbejde har vi stor erfaring med at udvikle skræddersyede tilbud, hvor I bliver klædt på til fundraising. Det kan fx være gennem tilbud om kurser, oplæg, workshops eller rådgivning.

Kontakt
Hvis I vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe med jeres fundraising, kan I kontakte CFSA på telefon 66146061 eller sende os en mail info@frivillighed.dk