Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område

Har du viden om alvorlige forhold i din frivillige forening? Eller en begrundet mistanke om overtrædelser af love, regler, kontrakter, snyd med offentlige puljemidler mv.? Så kan du videregive din viden til CFSA’s Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område.

Snyd og lovovertrædelser i frivillige foreninger skaber usikkerhed over for hele sektoren. Derfor er det afgørende at forebygge svindel og negative historier for at sikre tillid og troværdighed om det frivillige sociale arbejde.

Hvis du har mistanke om alvorlige forhold, overtrædelser mv. inden for det frivillige sociale arbejde, så kan du derfor kontakte CFSA’s whistleblowertilbud.

Se hjemmesiden for Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område

CFSA’s håndtering af indberetninger

Muligheden for at afgive en whistleblower-indberetning er for frivillige, bestyrelsesmedlemmer og ansatte på det frivillige sociale område. Det er en mulighed for anonymt og fortroligt at få sparring og viden om muligheder for hjælp inden for whistleblowertilbuddets formål.

Alle indberetninger og kontaktoplysninger behandles fortroligt, og du kan vælge at kontakte os helt anonymt. Inden for 10 arbejdsdage vil du blive kontaktet af en af CFSA’s særligt betroede rådgivere. 

Læs mere om hvordan CFSA håndterer indberetninger på Whistleblowertilbuddets hjemmeside.

CFSA er ikke en myndighed

Center for Frivilligt Socialt Arbejde er ikke en myndighed. Derfor har CFSA ikke juridisk hjemmel til at være aktør i de sager, som kan komme frem. Derfor har vi lagt vægt på at formidle en oversigt over, hvilke myndigheder der kan være relevante at kontakte. 

Vi har også produceret en oversigt over eksempler på spørgsmål og svar, som bl.a. afklarer de mest gængse spørgsmål. 
Derudover har FAQ'en eksempler på sager, som ikke vil kunne løftes af en myndighed, men er et internt foreningsanliggende.

I helt særlige tilfælde kan CFSA videreformidle en whistleblower-indberetning til en statslig myndighed, hvis centrets ledelse vurderer, at der er begrundet mistanke om ulovlig adfærd og snyd i den frivillige sociale sektor.

Whistleblowertilbud siden 2020

Partierne bag aftalen om udmøntning af SSA'en 2020-2023 (reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet) var enige om at etablere et Whistleblowertilbud til det frivillige sociale område, og gav opgaven til CFSA.

Formålet med tilbuddet er at forebygge svindel og negative historier om de frivillige sociale organisationer. Ligeledes giver tilbuddet frivillige sociale organisationer viden og mulighed for at handle på eventuelle uregelmæssigheder og ulovligheder. Alt i alt er det et ønske fra partierne bag aftalen, at et whistleblowertilbud bidrager til at styrke gennemsigtighed og troværdighed i den frivillige sociale sektor.

CFSA har pr. 1. januar 2024 ikke længere finansiering til at drive tilbuddet, men har besluttet at fortsætte det – indtil videre frem til udgangen af 2024.